Valgfag

På Kalø Højskole går vi meget op i, at du har mulighed for at sammensætte dit helt eget ophold med præcis de fag, du finder mest spændende. Derfor har vi altid 30+ valgfag, temaforløb og fællesfag, som går på tværs af linjerne, og som alle elever kan vælge i mellem. Byg på din linje med endnu flere temafag -eller prøv kræfter med så meget forskelligt som muligt. Det er helt op til dig.

Fagene skifter løbende, alt efter årstid, tilslutning og elevernes interesser, men vi har altid et bredt udbud af fag inden for friluftsliv, sport, mad, musik, kultur, kreativitet og samfund. Nedenstående er eksempler på valgfag, som vi normalt har. 

 

 

Friluftsliv og outdoor-aktiviteter

________________

Friluftsliv

Vores store valgfag i Friluftsliv er for dig, der vil have hyggelige, sjove og lærerige naturoplevelser sammen med andre. Vi vandrer, sejler kano, laver mad på bål og fordyber os i forskellige fede friluftsprojekter. Og så tager vi selvfølgelig på skønne ture med og uden overnatning i det fri i vores smukke nationalpark.

Bushcraft og håndværk

Faget for dig, der elsker at udfolde dig kreativt i naturlige materialer. Vi arbejder primært med ting i træ og læder og snitter, fletter, former og udforsker grænserne mellem godt håndværk, flot design og funktionalitet. Snit din egen kniv og lav en tilhørende skede i birkebark. Lær at lave flotte skeer, trækopper og og meget mere!

Jagt og vildt (i samarbejde med Danmarks Jægerforbund)

Her får du mulighed for at lære alt om jagt, vildt- og naturpleje, etik og regler - og samtidig mulighed for at prøve det hele af, når vi bygger fælder og skjul, skyder lerduer og parterer vildt, som vi laver mad af.

Orienteringsløb

Faget for dig, der både vil lære at orientere dig efter kort og kompas i naturen og samtidig få sved på panden. I Orienteringsløb løber vi efter bestemte poster, som man skal finde ved at aflæse et kort. Det kan foregå på mange forskellige sværhedsgrader og i et tempo, man selv bestemmer.

Sejlads og kystfriluftsliv

På dette forløb får du mulighed for at sejle og stifte bekendtskab med kystfriluftslivet. Vi skal lære at sejle i smakkejoller, som for bare 70-80 år siden blev brugt til fiskeri og marsvinefangst. Du vil også få mulighed for at lære at sejle en større gaffelrigget båd. Forløbet er samtidig en friluftstur, hvor vi sover i telt og laver mad over bål og nyder kystfriluftslivet på stranden.

Bueskydning

Mærk roen og pulsen, der sænker sig, når du spænder buen og tager sigte. I faget lærer du at skyde med recurve-buer efter målskiver og 3D-dyr.

Mountainbike

Bliv kongen eller dronningen af singletrackket, når vi spænder hjelmen og udforsker den fantastiske natur omkring højskolen på Mountainbike. Vi finder fede baner og sjove spor, så vi hele tiden udfordrer os selv i nye omgivelser. Du lærer også det mest basale omkring teknik og vedligehold af cyklen.

Alene i vildmarken

Lyden af dieselmotoren, der kører væk, forsvinder hurtigt i den tætte norske skov efter du er blevet sat af alene med din oppakning, din vandrestav og de skills du har lært på forløbet op til turen. Du skal nu du klare dig i 5 dage alene i den norske vildmark. Alene i vildmarken er et forløb for dig, som gerne vil prøve kræfter med back-to-basic bushcraft, hvor vi tænder ild med tændstål, fanger og finder vores egen mad, sover under tarp og begynder at se naturen for de ressourcer som den rummer overalt. I samarbejde med Jon Linderberg, der er vinder af den første sæson af TV-programmet Alene i Vildmarken, forbereder vi dig på en unik oplevelse, som du husker resten af dit liv. Vi arbejder med vores grænser og comfort zone i forberedelserne. ALLE kan være med, så længe man har lysten til at lære, rykke sig selv og afprøve det ukendte.

Vandringer

Elsker du at opleve naturen til fods og få nogle kilometer i benene? Så træk i vandrestøvlerne og kom med på vores vandre-valgfag, hvor vi sammen udforsker forskellige vandreruter i den smukke natur, der omgiver højskolen. Her er både plads til erfarne vandrere samt nybegyndere

Kultur, kunst og kreativitet

________________

Keramik

Pladeteknik, pølseteknik og ler på drejebænken - vi går i værkstedet og udforsker leret og de keramiske teknikker. Glem alt om grimme askebægre fra fortidens formningslokaler - her lærer du at lave smukke ting i keramik.

Kunstværksted

Vi tager i højskolens kreaværksted og laver alle mulige former for kreative og kunstneriske projekter. Du lærer både at tegne, male og arbejde i tekstil. Vi laver eksempelvis også håndlavet papir, linoleumstryk, ecoprinting og kokedame. Eleverne er i høj grad selv med til at vælge de enkelte projekter.

Strik og hyg

Alle kan strikke en hue, et par hjemmesko og sågar en sweater - det er bare at komme i gang! Der er både plads til dig, der aldrig har rørt en strikkepind, og til dig, der skal i gang med det helt store projekt.

Skriveværksted

Har du en stor forfatter ellers en skarp skribent i maven? Har du fornemmelse for skarpe formuleringers slagkraft og ordenes præcision? Har du en fortælling eller en sætning fuld af betydning på hjerte? I Skriveværksted arbejder vi med at omsætte oplevelser, tanker og følelser til skriftlige udtryk og former - vi tager os tid til tasterne og finpudser formuleringer i fællesskab. Vi prøver kræfter med forskellige genrer og udfordre os selv med forskellige tekstuelle benspænd - fra fortællende prosa og poesi til kronikker, essays og artikler.

Litteratur

Vi læser for at vide, at vi ikke er alene, sagde forfatteren C.S. Lewis engang - og i valgfaget Litteratur "erfarer" vi netop det: Læsningen som fællesskab. Med udgangspunkt i skønlitterære tekster (i noveller, digte, romanuddrag, essays mm.) af de bedste internationale og danske forfattere - fra Murakami, over Kafka til HCA og Naja Marie Aidt - tager vi en snak om god litteratur, meningen og mærkbarheden, sprogets udtryk og livets indtryk. Tag og læs!

Band

Lær samspillets kunst. Vi øver os sammen på numre, vi i fællesskab vælger. Faget er for både begyndere og øvede. Hvis du er nybegynder, kan faget med fordel vælges sammen med "Guitar for begyndere," så du får et instrumentkendskab ved siden af faget.

Lær at spille guitar

Bliv lejrbålets trubadur! Lær at spille guitar. Vi starter et sted, hvor alle kan være med og lærer dig lynhurtigt de vigtigste akkorder, så du kan spille for til fællessang. Du låner din helt egen guitar af skolen, så du kan øve, når det passer dig.

Kor

Faget for dig, der elsker at synge sammen med andre. Her er plads til både begyndere og øvede. Vi synger flerstemmigt pop/rock og sniger også et par højskolesange ind her og der.

Natur, mad og bæredygtighed

________________

Bæredygtigt byg

En pizzaovn af ler og vinflasker, en hønsegård af genbrugstræ eller et væksthus af gamle vinduer. Kun fantasien sætter grænser, når vi bygger, ombygger, genbruger og upcycler gamle ting til nye projekter. Du lærer at bygge bæredygtigt og får kendskab til det vigtigste værktøj, så du selv kan kaste dig over kommende projekter.

Sankning

Vi går på opdagelse i den fantastiske natur, der omgiver højskolen med fokus på naturens eget spisekammer. Vi sanker råvarer i skov og hav og tager på ture i vores smukke nationalpark for at se nærmere på naturen i al dens pragt.

Fadeburet

Fryser og køleskab ingen adgang! Vi arbejder med at forlænge sæsonen og med at forarbejde og konservere alle vores fund fra mark og skov på naturlig - "gammeldags" - manér. Vi laver blandt andet vores egen gin og kombucha og sylter, tørrer og fermenterer de mange lækre ting.

Medicinske urter og naturlige plejeprodukter

Lav din egen håndsæbe, bodyscrub, firecider og plejende cremer. Vi bliver klogere på naturens egne plejeprodukter og forskellige urters medicinske egenskaber. Og så sanker vi urter, blomster, rødder og bær og fremstiller vores egne produkter af naturlige råvarer.

Pileflet

Naturen rummer uanede mængder af kreativ udfoldelse, heriblandt pileflet - det skal vi selvfølgelig udnytte! På dette valgfag lærer vi de grundlæggende pileflet-teknikker, så vi kan lave et læhegn, en kurv og alt, hvad hjertet ellers begærer lavet i pil.

Sport og bevægelse

________________

Outdoor training

Bootcamp på naturens præmisser og i alt slags vejr! Vi bruger naturen omkring skolen som afsæt for vores træning. Vi træner funktionelt med fokus på kondi, styrke og smidighed samt de naturlige bevægelser og de redskaber, vi har til rådighed i det fri.

Badminton

Vi går i sportshallen og udforsker den populære ketsjersport. Her kan alle være med - både nybegyndere og øvede. Vi lærer både om slag og teknik og spiller en masse single- og doublekampe mod hinanden.

Boldspil

Faget for dig, der vil have sjov konkurrence og komme i form på samme tid. Vi bruger hallen og vores udendørs sportsfaciliteter som rammen for undervisningen, hvor vi spiller alt fra basket til beachvolley - og mange andre klassiske boldspil.

Sport og leg

I faget Sport og Leg har du mulighed for at afprøve en masse forskellige sportsgrene og lege. Det kan være klassiske sportsgrene som badminton, volley eller hockey – men nogle gange med nye regler. Vi kommer også til at lege og lave små konkurrencer mod hinanden. Holdet er for alle, som har lyst til at prøve både kendte og nye sportsaktiviteter på en sjov og anderledes måde.

Yoga og mindfulness

Namaste! Vi dyrker yoga, så vi kommer i balance, bliver stærkere, smidigere og ruster os både fysisk og mentalt til andre aktiviteter. Vi udforsker forskellige stilarter, åndedrætsteknikker og traditioner.

Perspektiv, mennesker og humaniora

________________

Filosofi

Hvad vil det sige at være et menneske? Vi undersøger sammen, hvordan store tanker kan give nyt perspektiv på nutidens udfordringer. Vi lærer om forskellige former for etik og diskuterer det store, det svære og det vigtige og øver os i at tænke i dybden. Du vil i forløbet blive præsenteret for de store filosoffer gennem tiden.

Naturperspektiv

I faget Naturperspektiv tager vi livtag med spørgsmålet om menneskets rolle i naturen og ansvar for det andet levende, naturen udgør. Er mennesket natur eller kultur? Hvad er naturligt og hvad kunstigt, når vi bevæger ud i naturen, gør brug af den eller griber ind i dens kredsløb? Er mennesket blot et dyr blandt andre? Sammen forsøger vi at opnå perspektiv både på vores samfunds og på egne naturforhold. Vi undersøger og diskuterer de filosofiske og religiøse, politiske og hverdagslige natursyn og sætter ord på de oplevelser, naturen kan give, og den betydning, den har for vores tilværelse som mennesker og fællesskab.

Psykologi

Vi dykker sammen ned i psykologien, undersøger teorierne og bliver klogere på menneskets psyke. Og så arbejder vi i praksis med vores egen mentale trivsel gennem teknikker som mindfulness og meditation.

Kig forbi

Du er altid velkommen til at besøge højskolen på Skovridervej 1, 8410 Rønde. Ring på 86 37 12 86 og aftal dit besøg.